shadow

Påsken er landet i Italien, og med denne religiøse højtid følger også en række arrangementer og festivitas i anledning af påsken. I Italiens hovedstad Rom, er der indført en sikkerhedszone og forbud mod kørsel i den centrale og historiske del af byen.

Dette forbud valgte en lastbilchauffør fra Tyrkiet så fredag at se stort på, da han var i gang med sin levering. Med sin store lastbil blev han observeret i de smalle gader i den centrale del af byen, hvor der i disse dage er opsat kørselsforbud mod bestemte typer af køretøjer – herunder lastbiler.

Politiet fik ham stoppet, hvortil han forklarede at han havde en leverance til en butik i den centrale bydel, og at han derfor var på vej dertil men at han ikke var bekendt med et kørselsforbud. Tilsyneladende havde han så også valgt at overse de opsatte skilte som annoncerede det pågældende forbud.