Lombardiet

Milanos grønne etage-ejendomme

I det centrale Milano, nærmere betegnet kvarteret Porta Nuova kan man finde 2 høje etage-ejendomme med en grøn og frodig yderside. Et noget utraditionelt syn i en tætpakket metropol som Milano. Nu er balkoner og tagterrasser med blomster ikke noget særsyn i de fleste italienske byer, men et moderne højhus med træer og buske over hele ydersiden er ikke lige det man forbinder med italienske byer.

Ejendommene er del af en miljømæssig og arkitektonisk nytænkning af et af Milanos historiske, samt ikke mindst meget velhavende og populære kvarterer. De 2 ejendomme indeholder i alt 400 lejligheder samt en kontordel. Istedetfor at bygge på et større areal, valgte arkitekterne i Boeri Studio at bygge i højden, det blev derfor til 2 ejendomme på henholdsvis 76 og 110 meter.

Planen for ejendommene var desuden at de skulle være selvforsynende med strøm, så derfor er der installeret solcelle-anlæg på taget af husene. Derudover også eget vandrensningsanlæg som genbruger spildevandet fra lejlighederne til blandt andet vanding af de mange planter på ejendommene.

Planter og insekter

Alle planter og træer er placeret på de udvendige balkoner, og vandes via det centralt indbyggede vandingsanlæg. Bevoksningen er nøje udvalgt og har blandt andet til formål at absorbere kuldioxiden fra byluften. Samtidig også at reducere smog og dermed være med til at forbedre luftkvaliteten i Milano, som ofte er ramt af smog og dårlig luftkvalitet – især i den varme sommerperiode.
Hver af ejendommene er beplantet med 900 træer, 5.000 buske og 11.000 grønne og flerårige planter, som er med til modvirke smog og samtidig producere oxygen. Udover at planterne omdanner kuldioxid til ilt, så er sammensætningen og forskelligheden af arter også med til at tiltrække fugle og insekter til byen.

Derudover er der for ejendommens beboere også den fordel, at de mange planter er med til at give skygge for den kraftige sol, hvilket bevirker mindre brug af aircondition og anden solafskærmning. På plussiden er også en reduceret larm fra de travle gader, hvor trafikstøj er en stor del af gadebilledet.

Her gror træer og buske frodigt på balkonerne
De 2 etage ejendomme med deres grønne balkoner
Vis mere
Back to top button