
Tiramisù med hindbær
En frisk og sommerlig variation af den klassiske Tiramisu, denne er utrolig let og forfriskende og kan varieres med andre friske sommerbær.
Til 4 personer
- 150 gr mascarpone
- 2,2 dl piskefløde
- 3 dl Moscato el. anden hvid sød vin
- 300 gr hindbær
- 120 gr savoiardi (også kaldet lady-fingers)
- 1 spsk. sukker
Rens hindbærrene, fjern evt. smådyr og insekter som har gemt sig i bærrene. Gem lidt af bærrene til pynt, og læg dem i skål. Hæld lidt af vinen og drys sukkeret over, bland sammen.
Pisk fløden til skum, og bland mascarponen i. Vend hurtigt savoiardi i vinen, og fordel et lag i 4 portionsglas.
Læg et lag hindbær, efterfulgt af et lag creme. Læg endnu et lag savoiardi vendt i vinen, hindbær og creme indtil det er brugt op. Der afsluttes med et lag creme.
Opbevar glassene i køleskab indtil de skal serveres.
Pynt med friske hindbær og lidt frisk mynte.
Drik gerne resten af Moscatoen til tiramisuen.