
Værd at vide om Italiens Corona-pas
Som følge af den seneste opblussen af tilfælde med Delta-varianten har Italien for nylig indført at der skal fremvises Covid19 Grønt pas – Certificazione verde COVID-19, for at få adgang til blandt andet museer, kultursteder, restauranter med mere. Sundhedspasset svarer til det danske Coronapas, som er gyldigt indenfor EU og skal derfor fra d. 1. juli accepteres som dokumentation.
Fra d. 1. september 2021 vil det grønne pas – Coronapas også være obligatorisk for lærere, samt passagerer på indenrigsfly, færger og langdistance tog- og busruter.
De nye regler for det grønne pas eller Coronapas, trådte i kraft fredag d. 6. august 2021 og betyder blandt andet at du skal kunne fremvise dokumentation for følgende:
- Du er vaccineret – dette omfatter både fuld vaccination eller har fået 1 stik.
- Du har været smittet med Covid19 og er erklæret sygdomsfri indenfor de seneste 6 måneder.
- Du har taget en hurtigtest eller PCR-test indenfor de seneste 48 timer, og resultatet er negativt.
Sundhedspasset skal fremvises på anmodning i hvide zoner, men også flere steder i de gule zoner. Passet er derimod obligatorisk for adgang til følgende steder, i både de gule, orange og røde zoner:
- Restauranter hvor der er siddende bespisning
- Begivenheder og sportsarrangementer
- Museer, kulturinstitutioner, seværdigheder, biografer og teatre
- Svømmehaller, lokale badeanlæg, lokale udendørs svømmeanlæg, motionscentre, fitness- og træningscentre
- Messer, festivaller og kongresser
- Termiske bade med videre
- Kulturcentre, sociale centre, rekreative områder – her vil kulturtilbud og arrangementer være reduceret
- Bingohaller, Casino og spillehaller
- Offentlig transport
Det er dog ikke alle steder som for eksempel enkelte restauranter som håndhæver kontrollen med sundhedspasset, på trods af at de kan blive pålagt rimeligt store bøder. Men på seværdigheder og kultursteder bliver folk afvist hvis de ikke kan fremvise den fornødne dokumentation. Dette har fanget flere turister som ikke var opmærksom på de nye restriktioner og som derved ikke havde den fornødne dokumentation på plads.
Der findes på nuværende tidspunkt ikke information på engelsk om tiltagene i Italien, men informationer kan findes på italiensk på www.dgc.gov.it og er rettet mod italienske borgere.
