Ligurien

Ligurien er beliggende i den nordvestlige del af Italien, med en lang kyststrækning mod Middelhavet og med Frankrig som nærmeste nabo. Mod resten af Italien grænser regionen op til Piemonte mod nord og Toscana på den østlige side.

Området er mest kendt for sine karakteristiske højtliggende vinmarker og solgule citroner som blandt andet bruges til den italienske likør Limoncello. Kyststrækningen, den italienske Riviera byder på lækre sandstrande, hyggelige små bugter og markante klippe-skråninger beklædt med et mylder af huse i et mylder af glade farver. Regionen består af blot 4 provinser, men med flere kendte byer som blandt andet havnebyen Genova, feriebyen Diano Marina, det idyllisk Portofino og Sanremo som hvert år er vært for den kendte musik-konkurrence Sanremo-festivallen.

Hvad er der at opleve ?

Det er værd at besøge naturparken Cinque Terre som består af byerne – Corniglia, Manarola, Monterosso al Mare, Riomagiore og Vernazza, området er blandt andet på UNESCO’s liste over verdensarv. Kør en tur rundt i landskabet, og oplev de mange små terrasse-formede marker med de mange citrontræer og forskellige vinsorter. Den 18 km lange kyststrækning indbyder til sejlture langs kysten eller tage en tur rundt til de charmerende fiskerbyer, hvor der stadig fanges fisk til at tilberede de traditionelle retter. Besøg den pulserende havneby Genova som emmer af historie med et moderne præg. Afsæt tid til at besøge byens Akvarium hvor der er mulighed for at fordybe sig i de mange fantastiske fisk og havets forunderlige verden.

Udsigt over Genova

Mad og vin

Når der er tale om typiske retter fra det liguriske køkken, så er det på sin plads at nævne den verdensberømte pesto Genovese med helt enkle ingredienser som olivenolie, pinjekerner, ost samt friske basilikumblade, som giver den flotte grønne farve. Den nærliggende kystlinie gør sig også gældende i de mange lokale fiskeretter, hvor fisk og alt godt fra havet serveres som friteret, bagt, stegt og som bestanddel i nærende og fyldige fiskesupper. Regionen er også kendt for sit bagværk herunder blandt andet en foccacia med løgringe, samt i den søde kategori – de fine små makronkager kaldet amaretti.

Alt godt fra havet
Back to top button